bag facaden

Bogen ‘Bag facaden’ af Alafair Burke er udgivet på dansk i 2019 og selvom den deler titel med filmen med Michelle Pfeiffer og Harrison Ford fra 2000, har de to intet med hinanden at gøre.

Angela var ejer af et succesfuldt cateringfirma i The Hamptons, da hun mødte Jason Powell – en karismatisk forfatter, der ofte optræder i medierne. På grund af sit rådgivningsfirma er han højt respekteret i finansbranchen og vellidt blandt sine økonomistuderende på NYU.

Udadtil er familien arketypen på det perfekte. Men som du ved, er det perfekte blot en illusion … Angela har opgivet sin karriere for at blive hjemme og passe familien, der også tæller hendes søn Spencer fra et tidligere forhold. Nabolagets kvinder ser op til hende, selvom hun ikke helt selv kan forstå hvorfor.

Beskyldninger om overgreb og voldtægt

Det hvinende søde glansbillede spoleres, da Jason pludselig beskyldes for at have opført sig seksuelt upassende overfor en af sine praktikanter i sit konsulentfirma.

Mén det er ikke kun Jason, der har hemmeligheder. Spencer og Angela har også én – og nu melder spørgsmålet sig; hvor langt er Angela villig til at gå for at opretholde facaden og beskytte dem, hun holder af.

Burke fremstiller Angela som kompliceret og konfliktfyldt – men også sympatisk. Vi hører til dels historien gennem hende, men undervejs i læsningen gik det op for mig, at jeg måske ikke helt kunne stole på alt, hvad hun fortalte. Hendes sandhed var poleret og modificeret. Akkurat som det liv, hun levede.

Minder for meget om tidligere udgivelser

Situationen spinner ud af kontrol, da endnu en kvinde træder frem og anklager Jason for voldtægt. Angela er ude af sig selv og følger panisk med i nyhederne på Facebook, Google og Instagram. (Flytilstand havde måske været at foretrække midt i shitstormen)

Låget rives nu brutalt af den rustne dåse med hemmeligheder … og pludselig sker der et mord. Nu er spørgsmålet så bare: Hvad er op og ned? Hvem taler sandt – og hvem er offer?

Bogen var spændende nok. Men den var lidt for velkendt at komme igennem. Der var for få overraskelser og genren trænger lidt til at udvikle sig. Bag Facaden mindede mig lidt for meget om noget, jeg allerede har læst i nyere tid. Bøger som ‘Pigen i Toget’ og ‘Kvinden der forsvandt’.

Bag facaden får derfor 3 stjerner ud af 6. Jeg synes, den biddrog med for lidt nytænkning til Domestic Noir-genren.