dodenpamuseet

At læse en bog af Elly Griffiths er som en længeventet hyggesnak med den veninde, der kender dig allerbedst. Alting, hvor håbløst det end må være, ender altid godt. Det er den følelse, som den britiske forfatter fremkalder i mig – og derfor læste jeg også Døden På Museet med lynets hast.

Arkæolog Dr. Ruth Galloway bliver i seriens fjerde bog involveret i endnu et mystisk drama, der relaterer sig til knoglernes verden. Kort inden åbningen af biskop Augustinus middelalderkiste findes kuratoren død – få dage efter lider museets ejer samme skæbne.

Nelson har svigtet

Ruth begynder at efterforske sagen sammen med druiden Cathbad og vicekriminalkommisær Nelson. Det hidtil elektriske forhold mellem Ruth og Nelson har fået en brat ende, da Nelson, for at redde sit ægteskab, har indvilliget i, ikke at have kontakte med Kate – resultatet af hans og Ruths engangsaffære.

Da Nelson rammes af en mystisk sygdom og hans hustru beder Ruth om hjælp, sættes hendes hengivenhed på en alvorlig prøve. Hun har været tvunget til at lægge fremtidsdrømmene med Nelson fra sig og har indledt et forsigtigt forhold til arkæologen Max.

Druiden Cathbad – der bliver mere og mere elskværdig for hver bog – tilbyder at drage ind i åndeverdenen og bringe Nelson tilbage fra den forbandelse, han mener, har gjort ham syg.

Ikke nær så creepy som de foregående

Jeg vil ikke sige, at Døden På Museets plot er det bedste. De foregående har været mere uhyggelige og med et mere overraskende og dystert persongalleri. Hvem husker ikke Eriks galskab og Shonas bedrageri? Begge dele kom som et chok. I hvert fald for mig.

I romanen støder vi også på Judy, Nelsons vikar. Hendes karakter udfoldes endnu mere i denne bog – og jeg håber, at vi lærer hende endnu bedre at kende i de kommende.

Vild med Ruth Galloways uperfekthed

Hvis du er Elly Griffith-fan må du ikke snyde dig selv for denne fjerde bog. Gør dig selv tjenesten at læse dem i kronologisk rækkefølge, ellers går du glip af for mange indforståetheder.

Ruth Galloway er klodset. Vejler lidt for meget og er alt for uorganiseret og utjekket. Alligevel kan man ikke andet end holde af hende og håbe på, at hun møder den kærlighed, som hun fortjener og længes efter. Hun er fuld af liv, selvom hun hovedsageligt beskæftiger sig med de døde.

Døden på Museet får mine bedste anbefalinger.

Læs nyt fra Elly Griffiths her: https://ellygriffiths.co.uk