stranden

I døden på stranden er efterforsker Matthew Venn vendt hjem til sin fødeby i det nordlige Devon – og nøjes med at deltage i sin fars begravelse ved at stå udenfor kirken. Dén dag han begyndte at stille spørgsmålstegn ved den sekt, hans familie var med i, var den dag han mistede dem alle.

Endnu værre gik det, da han giftede sig med en mand.

Et lig findes tæt på Matthews hjem ved Crow’s Point. Den døde ligger på stranden, dér hvor floderne Taw og Torridge mødes og løber ud i havet. Det eneste politiet ved er, at afdøde har en albatros tatoveret på halsen og er dræbt af adskillige knivstik.

Sammen med kollegaerne Jen Rafferty og Ross May hos Barnstaple politi får Matthew hurtigt sat et navn på liget; Simon Walden – en kok, der arbejdede frivilligt på det lokale kulturhus; Woodyard Center.

Sporene leder Venn, Rafferty og May i retning af Waldens to bofæller; Caroline og Gaby i håb om at de kan hjælpe med at finde ud af, hvem Walden var – og hvorfor han blev dræbt?

En handicappet pige fra Woodyard Center kidnappes og findes uskadt to dage senere i et øde naturområde. Lokalsamfundet kan ånde lettet op. Men kort efter kidnappes endnu en handicappet pige og jagten på gerningsmanden intensiveres. Tog gerningsmanden fejl første gang og hvad vil han de to tilsyneladende uskyldige piger med Downs Syndrom?

Efterforskningen tvinger Matthew til at gå i dialog med magtfulde medlemmer af den sekt, han forlod som ung.

Ikke en traditionel krimi

Døden på stranden er et mesterstykke ud i politiarbejde. Undervejs i sagens forløb tages vi med i alle Matthew Venns overvejelser og selvbebrejdelser. Vi får indsigt i hvor svært det er for den enlige mor, Jen Rafferty, at balancere teenagere med politiets arbejdstider og irriteres af Ross Mays fedteri for deres overordnede.

Vi er med på sidelinjen, når beviserne afdækkes. Ann Cleeves er i øvrigt en mester til at beskrive lokalsamfundet og sine personer, hvilket jeg personligt holder meget af.

Jeg håber, vi kommer endnu dybere ind under huden på Jen og Ross’ fortid i de kommende bind i serien. Der ligger helt sikkert masser af gode historier gemt i Ross alkoholiserede far og hans tætte relation til politiinspektøren. Men også i Jens tidligere voldelige ægteskab.

Derudover foregår der en ulmende rivalisering mellem Jen, Ross og Matthew, som også fortjener at blive udforsket dybere.

Døden på stranden får 5 ud af 6 stjerner, fordi den holdt mig oppe længe efter min sengetid.

Pssst … Hvis du som mig godt kan lide engelske antihelte, der bor tæt på vandet og ikke bekymrer sig om at være cool. Så kan du med fordel læse Elly Griffiths Ruth Galloway-serie. Læs lidt mere om den hér og hér.