Det var egentlig sket ikke meningen, at jeg ville læse S. K. Tremayne, men da jeg læste bagsideteksten til Faldet på biblioteket, var jeg solgt.

En tvilling dør i et fald fra en altan og langsomt går det op for forældrene, at de måske har begravet den forkerte tvilling.

Den lille familie oversvømmes af sorg og beslutter at flytte fra London og ud på en isoleret skotsk ø som faren, Angus, har arvet. Her håber de at kunne genopbygge et liv efter deres store tab.

De slås med økonomiske og ægteskabelige problemer og deres datters identitetskrise.

Slet ikke den forventede idyl

Lige inden flytningen fortæller den seksårige Kirstie nemlig sin mor, Sarah, at hun er Lydia – den afdøde tvilling. I desperation vælger Sarah at holde afsløringen for sig selv.

Den lille plagede familie ankommer til den øde ø og finder hurtigt ud af, at tingene slet ikke er nær så idylliske, som Angus husker dem fra sin ferieminder. Der er rotter overalt – i væggene og i gulvet. Ligesom det er umuligt at ringe fra øen. Der er malet sære billeder på væggene og der går rygter om, at stedet skræmmer livet af folk.

Skræmmer de andre børn

Da Kirstie skal starte på den nærliggende skole går det helt galt. Hun opfører sig mærkeligt og kan ikke med de andre børn. Hun skræmmer dem ved at føre højlydte samtaler med sin døde tvilling. En forceret legeaftale sætter en fed streg under Kirsties voldsomme problemer.

Som handlingen skrider frem, lærer vi mere om parrets anspændte forhold. Da tvillingerne blev født havde Angus en affære med Sarahs bedste veninde. Han drikker tæt og er blevet fyret fra sit job som arkitekt, fordi han slog sin chef. Han er opvokset med vold mellem sine forældre og er tæt på at straffe Sarah flere gange.

Mesterlig uhygge

Bogens trykkende atmosfære er helt fantastisk. Som læser fik jeg næsten ondt i maven og må bare læse videre og videre.

Men der er naturligvis også elementer, som halter. Afslutningen var lidt for fantastisk efter min smag. Undervejs var der mange små oplysninger som egentlig ikke ledte til nogle steder hen. Eksempelvis nævnes Sarahs bror ret ofte, men spiller ingen rolle i dramaet.

Jeg er sikker på, at du vil synes om Faldet. Det er en creepy bog med en kildrende og konstant uhygge, som vil få dig til at vende side efter side på rekordfart.

Pssst … Bag pseudonymet S. K. Tremayne gemmer forfatter Sean Thomas sig.