Sharon Bolton har skrevet mange fine bøger. ‘Daisy in Chains’ var en spændende pageturner. Men formår Bolton mon at leve op til samme spændingskurve i sin nye okkultinspirerede bog ‘Håndværkeren’?

Det finder du ud af om lidt.

I forordet af ‘Håndværkeren’ sender Sharon Bolton en hyldest til de kvinder, der gennem tiden er blevet udråbt som hekse, fordi de skilte sig ud af flokken og ikke passede ind med ordene:

“Jeg har altid ønsket at skrive en bog om hekse. Træffer de valget selv, eller bliver det truffet for dem?”

‘Håndværkerens’ handling lægger ud i 1999, hvor hovedpersonen Florence Lovelady deltager i seriemorderens Larry Glassbrooks begravelse. Men flashbacks sender os hurtigt tilbage til 1969, hvor hun som 22-årig netop er startet som politiassistent i Sabden – byen hvor tre unge teenagere er meldt savnet.

Må tolerere meget

Arbejdet på politistationen er en daglig prøvelse for ‘Flossie’, som hun kaldes af sine mandlige kollegaer, der kun lige akkurat tolerere hendes begavelse og nytænkning i politiarbejdet. Hendes mangel på indsigt i byens mange uskrevene regler og alliancer indbringer hende mange irettesættelser. Heldigvis indeholder staben også kollegaen Tom, der holder hånden over hende.

Mordene på de tre teenageer er ubegribelige og groteske. De er hver især blevet bedøvet og begravet levende i en kiste sammen med en lille voodoodukke af ler. En af teenagerne er vågnet op undervejs i den langsommelige kvælningsprocess og har forgæves forsøgt at kradse sig ud af kisten.

Savner lidt baggrundsviden

Florence er sympatisk med en stærk personlighed. Desværre afslører Bolton intet om Florences’ baggrund. Hvem er hun – og hvorfor valgte hun denne atypiske karriere i 1969? Det kunne jeg godt have tænkt mig at vide. Til gengæld satte jeg pris på at læse om det løjerlige heksepar Avril og Daphne, der tager Florence under deres kærlige vinger.

‘Håndværkeren’ er ikke en bog om jagten på en seriemorder. Den handler mindst lige så meget om overtro, wicca, sort magi og om at gå uskyldig i fængsel for at beskytte dem, man elsker.

Stemning og skildring på plussiden

Hen mod slutningen bringes vi igen tilbage til 1999, hvor Florence deltager i Glassbrooks begravelse. Hun har altid haft sin tvivl om, han var den rigtige gerningsmand. Sammen med sin søn, Ben, forsøger hun nu at samle de sidste og afgørende spor i de 30 år gamle makabre mordsager.

Præmissen for Sharon Boltons roman var god. Desværre blev den en smule langtrukken. Til gengæld skabte Bolton et eminent univers og satte både scene og stemning par excellence som den trænede dukkemester, hun nu engang er.

Læs mere på Sharon Boltons website: https://www.sharonbolton.com