heksen

Jeg husker øjeblikket, da Heksens Søster første gang kaldte på mig og hviskende bad mig fiske den ud af reolen på skolebiblioteket. Stående med den i hånden studerende jeg en dyster men indtagende forside – og lod fantasien vandre.

Jeg gik i 5. klasse og identificerede mig omgående med den forhutlede Mus i serien. Pludseligt stødte jeg på denne antihelt, der viste mig at sky og afventende også sagtens kan betyde fuld af mod og styrke. Den anden hovedperson Lynn var langt mere afbalanceret, end jeg nogensinde ville blive.

Jeg ville bare så gerne høre til. Hos de cool kids.

Lynn og Mus – to modige antihelte

Sammen kæmpede veninderne for at samle beviser mod den gamle dame med glasøjet i huset på bakken. Fru Tuggle. Alene navnet fik de små hår til at rejse sig. Den hemmelighedsfulde Tuggle forsøger da også at snørre lokalsamfundet til at bevare den gamle kirkegård, så de ikke opdager, at kisten med hendes afdøde bror i virkeligheden rummer liget af en ung kvinde.

Vi følger Mus og Lynn i deres årelange kamp mod luskende katte, flaksende kloge krager – besværgelser, kridtcirkler og forheksede medaljoner og søvndyssende, dampende te. Undervejs står de to piger fuldkommen alene med deres frygt for at lade det onde få overtaget.

Udover at være et popfestende årti var 1980’erne også præget af en bølge af uhyggelighed. Michael Jacksons Thriller, Ghostbusters, Nightmare on Elm Street dragede os ind i deres uforglemmelige grænseoverskridende univers.

Seriens kronologi

Amerikanske Phyllis Reynolds Naylor er ophavskvinden til de uhyggelige ungdomsgysere, der tog de danske læsere med storm i starten af 1980’erne og 90’erne.

  • Heksens søster (1981)
  • Heksens kat (1982)
  • Heksen (1983)
  • Heksens øje (1991)
  • Heksens urter (1992)
  • Heksen vender tilbage (1993)

Spørger du mig, så holder serien stadig her 38 år efter den første lancering i Danmark. Det betyder faktisk ikke noget om du er 14 eller 44 år. Handlingen er stadig god.

Du kan følge Phyllis Reynolds Naylor her: https://phyllisnaylor.com