hovedskader

Hver mandag lytter jeg til adskillige podcasts om forbrydelser og mordere. Der er tre emner, som ofte går igen, når snakken falder på seriemordere: Vold mod dyr, ildspåsættelse og hovedskader.

Der kan på ingen måde sættes lighedstegn mellem ovenstående og en fremtidig morder. Lad os slå det fast én gang for alle.

Men lad os alligevel dykke ned i dét med hovedskaderne.

Som barn blev seriemorderen Ed Gein i årevis banket af sin alkoholiske far. Geins uhyggelige forbrydelser skulle siden dannede grundlag for Alfred Hitchcocks frygtede film Psycho.

Da Gary Heidnik var tre år, faldt han ned fra et træ og slog sig så voldsomt, at hans kranie udviklede en deformitet. Han nævnes ofte som en seriemorder, men passer ikke ind i FBI’s definition, som kræver mere end to mord. Derimod har Michael Stone, en amerikansk retsmedicinsk psykiater og professor på Columbia Universitetet indplaceret ham på en 22. plads på sin målestok for ondskab. (Skalaen går fra 1-22)

Jerry Brudos, der blev henrettet i den elektriske stol som 21-årig, led livet igennem af voldsomme migræneanfald og besvimelser. Edmund Kemper, der sammen med Brudos portræteres i Netflix-serien Mindhunter, havde også slået hovedet i en motorcykelulykke.

Denne pådrog han sig dog efter, at han havde myrdet sine bedsteforældre.

Kan ikke stå alene

Ifølge neurolog Ryan Darby fra Vanderbilt University Medical Centre i Nashville kan hovedskader, der forårsager skader adskillige steder i hjernens komplicerede neurologiske processer, muligvis forklare en adfærdsændring.

Sammen med et hold forskere gav Darby sig til at kortlægge 17 dømte forbryderes hjerner ved hjælp af CT- og MRI-scanninger. Hans resultater blev publiceret i National Academy of Sciences.

15 ud af de 17 deltagere havde ikke begået kriminalitet, inden de pådrog sig hovedskader – og fortsatte heller ikke denne løbebane efter de modtog behandling.

En seriemorder fødes ud af andre faktorer

Darby nåede frem til, at skader på visse områder i hjernen i teorien kunne bidrage til en kriminel adfærd. Men hvordan en seriemorder ‘fødes’ forbliver så komplekst et emne, at der ikke kan gives nogen former for svar.

Barndom, opdragelse, miljø og genetik er alle parametre, der spiller ind. Vores habitus så at sige.

Jeg undrer mig over, hvorfor seriemordere tilsyneladene er et fænomen, som vi skæver til USA og andre dele af verden, for at studere.

Skyldes det mon, at vores politi har en højere opklaringsprocent – og at samfundets psykiatriske system måske når, at give potentielle gerningsmænd gode behandlingstilbud, inden det går galt?

Måske har vi lige mange, når man tager landenes størrelser i betragtning?

Jeg kender ikke svaret. Det gør ingen af os. Men det er bestemt et interessant emne.

Nu du er igang med at læse lidt om seriemordere, kan du med fordel læse om The Golden State Killer lige hér.