ferie

Det er vinterferie. Min søn vækkede mig med lækker morgenmad på sengen og vi har vedtaget, at dagen i dag er uden planer. Det skal fejres, at vi holder fri og selv kan bestemme.

Dette friheds-privilegium fik mig til at tænke på, at de bogbloggere og læsere, jeg følger på Instagram læser rigtig meget. Men sker læsning egentlig på bekostning af noget andet?

For mit vedkomne sker læsningen på bekostning af at se tv i timevis. Jeg har ikke haft et tv i flere år, men inden da, var tv’et en ting, jeg brugte mange timer foran. Det blev en form for bedøvelse, hvor jeg ikke altid kunne huske, hvad det egentlig var, jeg så – kunne komme i tvivl midt i reklamepausen. Så alt i alt ikke noget ‘stort’ offer.

Nogen gourmet bliver jeg aldrig

Men læsningen går måske ud over andre ting. Jeg gør mig ikke ret umage med min mad. Jeg interesserer mig ikke for at stå i køkkenet og læsningen er blevet min undskyldning for heller ikke at gide lære det. Eller eksperimentere med nye retter.

I lange perioder har vi fået en måltidskasse fra aarstiderne.com, men det er blevet for kompliceret for mig. Jeg kan stege en steg, lave en bøf og en tærte, komponere en kødsauce – den slags studentermad. Men det er desværre ikke et fantasifuldt køkken, man får, når man ringer på hos mig.

Allerhelst ville jeg bare kunne varme min færdigmad i mikroovnen. Men det kan jeg ikke tillade mig overfor resten af familien – så lad den hemmelighed blive mellem os.

Har ændret min måde at være turist på

Læsning kan også godt blive en tryg sovepude, hvor man vælger at blive hjemme, – fremfor at gå den strøgtur eller køre på opdagelse.

Jeg ved i hvert fald, at mit rejsemønster har forandret sig. Fra at ville indtage et nyt lands kultur og seværdigheder, vil jeg i dag bare helst ligge ved poolen med en god bog. (Okay, måske er det ikke kun bøgernes skyld, men også alderen)

Jeg elsker at fordybe mig i noget. Hvad enten det er videreudvikling af mit website, at researche til en arbejdsopgave eller læse en god bog. Og jeg synes, at læsningen skærper min koncentrationsevne og gør, at tiden forsvinder undervejs.

Ting som er uændret af min glæde ved at læse er: Indretningen af mit hjem, min fascination af tøj og kosmetik. Det prioriterer jeg virkelig. Men også tiden sammen med min familie – vi skriver blandt andet på en børnebog sammen og holder fast i, at tiden i weekends skal være speciel og foregå med fælles oplevelser.

Dog er det tilladt at trække sig lidt væk ud på aftenen og lave aleneting.

Mine venner prioriterer jeg også højt. De udgør tilsammen med min familie min rygrad. Dem jeg altid kan gå til og finde trøst, hvis dagen er dum eller en glædelig nyhed skal deles og diskuteres. Det er dem, der kender mig bedst og vis råd jeg stoler 100 % på.

Jeg ved, at læsning giver mig energi. Skipper jeg indtagelsen af sætninger og plots i et par dage, længes jeg gevaldigt – og ved, at nu skal jeg sætte mig ned for at læse lidt. Så batterierne lades op.

Gad vide hvordan du lader dine batterier op – og hvilke ting du skipper, for at kunne finde mere tid til læsningen? Det kunne være sjovt at høre. Du kan jo sende mig et par ord på Instagram.