imaginary friend

Kan du huske kultbogen ‘Fordelene ved at være en bænkevarmer’? Det er 20 år siden den udkom og nu er forfatter Stephen Chbosky igen aktuel. Denne gang med moppedrengen Imaginary Friend.

Det er et ambitiøst værk, der gennem sine 700 sider har forskellige fortællere og veksler elegant mellem uhygge og eventyr, mens den beskriver ondskab. Der er også lidt godhed, – men mest ondskab. Og uhygge.

Hovedfortælleren er kun 7 år og hedder Christopher. Sammen med sin mor flygter han til en lillebitte by, Mill Grove, i Pennsylvania, hvor de gemmer sig for morens voldelige ekskæreste. De bor på motel og er hjerteskærende fattige. De få penge de fik med sig slipper hurtigt op – og de småbitte gratis glæder bliver pludselig meget store.

Flytningen betyder, at Christopher starter på en ny skole og må udholde daglig mobning på grund af sin ordblindhed – det lille fasttømrede landsbysamfund, hvor alle klaustrofobisk kender hinanden, levner ikke meget plads til at rage op og stikke ud. Christopher sparer op til nye bukser, der ikke stumper, af de mælkepenge, som moren giver ham med i madpakken. Han er virkelig en moden og klog lille dreng.

Forsvundet uden nogen erindring

Midt i al trøstesløsheden begynder ham at føre samtaler med en rar mand, som kun viser sig som en diffus sky. Den rare mand advarer ham mod en hvæsende kvinde og guider ham til, hvordan han passer bedst på sig selv. (Det giver mening, når man læser bogen)

Worse than the Wicked Witch. Worse than anything. Four legs like a dog. Or a long neck like a giraffe … (Christophers beskrivelse af The Hissing Lady)

Da Christopher forsvinder i byens omkringliggende skov i seks dage og uskadt vender hjem igen, er alt forandret. Han er lynende intelligent og bliver hurtig centrum for de andre drenges fascination. Da den rare mand beder ham bygge en træhytte ude i skoven mobiliserer han en gruppe drenge, der hjælper ham – uden at vide, hvilket formål hytten sender skal tjene.

Chbosky er mester i personbeskrivelser

Personerne i bogen er alle uperfekte og kæmper med deres dæmoner på en menneskelig facon og netop fordi Chbosky tør beskrive lagene af grimhed så fint, bliver det troværdigt og sympatisk. Vi hører blandt andet om Sheriffens store traume, der centrifugerer i hans bevidsthed som en uendelig båndsløjfe; at han ikke fik reddet ‘den myrdede pige med neglelak på tæerne’.

Personligt fik bogen mig til at tænke på Stephen King og hans karakteristiske forfatterskab. Vi er i samme boldgade og jeg håber virkelig, at Hollywood får indkøbt rettighederne til at filmatisere Chboskys manuskript.

Det kunne der komme en fænomenal gyser ud af i bedste ‘It’-stil.

Du skal læse bogen, hvis …

Du elsker groteske menneskelige utilstrækkeligheder, relationer og bristede illusioner – kombineret med drømme, håb, nederlag og sammenhold på trods. Jeg lover, at du vil blive rørt over menneskets evne til at falde – og rejse sig igen.

I mine øjne er Imaginary Friend et litterært og uhyggeligt mesterværk. Derfor får bogen 6 ud af 6 stjerner. Den er ganske enkelt uforglemmelig og uden sidestykke.

Bogen er læst på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk.