jegerdenskyldige

I Marianne Monteaus debut Jeg er den skyldige sker der et bestialsk mord på den blinde plejehjemsbeboer Margit Blixt.

Margit er ikke særlig populær på plejehjemmet og undgår mest mulig de ansatte, selvom hun er blind og lam og har brug for hjælp til det meste.

Hvem ønskede Margit død?

På sit værelse fornemmer Margit en aften, at der er en person inde hos hende. Hun aner små bevægelser og en duft af aftershave. Det er tydeligt at personen vil hende noget ondt. Mordet chokerer efterfølgende plejehjemspersonalet og ikke mindst politiet.

Politiassistent Lucy Kiels har netop skiftet tjenestestedet i København ud med barndomsbyen Aarhus. Her møder der hende en noget mere jovial omgangstone end i København. Hun bliver kollegaer med Gedden, Joan og Ragner. Derudover genforenes hun med sine ungdomsvenner Thomas og Malou.

En ting der irriterede mig en lille smule i ‘Jeg er den skyldige’ var netop den løsslupne tone blandt kollegaerne. Det støjede for meget. Men det fik mig nu ikke til at lægge bogen væk. For handlingen var virkelig spændende og jeg håber på, at læse meget mere fra Marianne Monteau i de kommende år.

Marianne Monteau har virkelig ramt rigtigt med både handling, plot og persongalleri. Hun har selv udgivet sin debut og har derfor ikke et af de store forlag i ryggen, når det gælder markedsføring og pr.

Jeg spår Monteau en international karriere og kommer med min klare anbefaling af ‘Jeg er den skyldige’.

Du kan holde dig opdateret på Monteaus forfatterskab her: https://www.mariannemonteau.dk