bogblogger

Nogle gange, når jeg forvilder mig ind på DR for at finde krimier og dokumentarer at streame, sker det, at jeg ser lidt af underholdningsprogrammet ‘Kender du typen?’.

Når eksperterne skal gætte, hvem der bor i boligen, siger de eksempelvis: “Det kan ikke være en musiker, for her er ingen instrumenter”.

Det har fået mig til at tænke på, hvad de mon ville konkludere om mig?

Jeg er bogblogger (og journalist) og min Macbook Pro ligger altid gemt væk i en skuffe. Bøger er her slet ingen af. Overhovedet. For jeg bryder mig ikke om at have ret mange ting.

Man bliver jo ikke en større ekspert på et område, bare fordi man omgiver sig med tingene fysisk.

Rent bord når bogen er læst

Som du ved, læser jeg masser af bøger – og lige så meget som jeg elsker at hente dem på biblioteket, elsker jeg også at aflevere dem igen. Så jeg ikke skal forholde mig til dem, når de er læst og anmeldt.

Pyha rent bord. Ud med gammel energi – og ind med ny.

Måske sidder du og tænker: Lydbøger! Men de har sjovt nok aldrig fanget mig. Jeg er ikke vild med at få læse noget op. Det går for langsomt og så elsker jeg også at sidde og bladre i en bog. En ny bog er det allerbedste – specielt fra biblioteket.

At bo minimalistisk

At bo minimalistisk er for mig forbundet med følelsen af frihed. Hvis livet ændrer sig, skal jeg ikke pakke ret meget sammen for at kunne forfølge en mulighed. Jeg kan dog godt lide at bo i provinsen og er faldet godt til – så rejseplanerne er ikke en mulighed nu og her.

Minimalisme er nok i virkeligheden en sindstilstand, hvor man altid er parat.

Jeg ved, at nogen forbinder en fyldt bogreol med hygge. Det er da også rigtigt flot. Men jeg ved også, at alle farverne og synsindtrykene ville ende med at irritere mig.

Måske mangler farverne og bøgerne herhjemme, fordi jeg altid har arbejdet i en konkurrencepræget mediebranche, hvor man konstant skal være kreativ. Det giver et øget behov for ro, når jeg kommer hjem. En base hvor jeg ikke skal forholde mig til en hel masse støj af forskellig karakter. Hvor blikket bare kan hvile og slappe af.