biblioteket

Bøger, bøger, bøger … Vi er priviligerede i Danmark. Vi kan gå ned på landets mest populære kulturinstitution; biblioteket og finde helt nye bøger – og låne dem med hjem i 30 dage. Helt gratis.

Hvis vi ikke gider bevæge os ned på biblioteket, kan vi logge ind på e-reolen og låne bøgerne online. E-reolen findes i en dansk og international udgave og er et skattekammer af titler. Besøg e-reolen hér.

Jeg køber ingen bøger og har derfor heller ingen stående i mit hjem. De bøger, der ligger fremme, tilhører biblioteket.

Det er der 3 årsager til:

  1. Jeg bor meget minimalistisk. For mange materielle ting giver visuel støj – og jeg mister min kreativitet, når jeg skal forholde mig til for mange sanseindtryk.
  2. Min økonomi rummer ikke overskud til bogindkøb.
  3. Filosofien om at hver bog bliver læst, indtil den er slidt op, tiltaler mig enormt. For læseoplevelser er noget vi alle blomstrer og inspireres af.

Jeg skal da være ærlig, at sige, at en ny biblioteksbog bestemt er at foretrække. Det værste er, at få en slidt gammel cirkushest, hvor de foregående læsere har rettet grammatikken igennem med kuglepen. Eller skrevet deres snapchat-navn ind på den første side.

En ny bog er en ny begyndelse

Der er noget særligt over en ny bog, der er ens helt egen.

Man er den første, der bukker coveret helt op for at påbegynde sin læsning til duften af tryksværte og knitrende rene sider. Det er lige så lækkert og luksusagtigt, som at lægge sig til at sove i blødt sengetøj på et 5-stjernet spahotel.

Man kan også sagtens dele købebøger uden problemer – i første omgang til gode venner og familie – og dernæst til de lidt mere perifære bekendtskaber og kollegaer. Med risiko for aldrig at modtage bogen retur.

Læseklubber på landet biblioteker

Da jeg flyttede fra København og til en mindre provinsby i Jylland meldte jeg mig ind i en læseklub, for at lære nye mennesker at kende. Jeg ville gerne bruge min tid sammen med nogle som jeg delte interesser med. Det var en vældig sjov oplevelse og vi opnåede faktisk at blive optaget til et radioprogram på DR. Du kan læse lidt om mine betragtninger i forbindelse med landets mange læseklubber her.

Giv dine gamle bøger nye ejere

Har du masser af læste og ulæste bøger, der bare samler støv i kælderen/loftet, kan du jo overveje at donere dem til et godt formål. Der er sikkert steder i din by, hvor bøger vil være i høj kurs. På plejehjem, sociale caféer, væresteder og sygehuse.

NGO’er som Frelsens Hær, KFUM’s Sociale Arbejde og Røde Kors vil helt sikkert vide, om et projekt nær dig mangler godt læsestof.

*Photo by Marta Dzedyshko