Jeg er blevet vildt glad for at lytte til True Crime-podcasts, men jeg har også fundet tid til at læse Cathrine Steadmans Noget i Vandet. Tidligere på året så jeg den anmeldt på Reese Witherspoons instagramprofil og nu er den blevet oversat til dansk.

Bogen indledes af en kvinde, der graver en grav til en lig, der stadig er varmt. Arbejdet er hårdt. Krævende på sin helt egen bizarre facon. Vi finder ikke ud af, hvorfor personen er død og hvad der er gået forud.

I de følgende kapitler møder vi Erin og Mark, et succesfuldt ungt par, der er i gang med at planlægge deres bryllup. Mark har kort forinden mistet sit job som investeringsekspert og det viser sig, at branchen er hårdt ramt på grund af Brexit og arbejdsløsheden stresser den ellers så rolige Mark.

De skærer det enorme bryllup ned til et mindre og afkorter deres bryllupsrejse til Bora Bora med en uge.

Bora Bora – et mareridt i paradis

På en af deres dykkerture udfor Bora Bora opdager de en masse papir i det klare, hajfyldte vand og opdager et nedstyrtet fly i det lave vand. Kort efter støder båden på en taske fyldt med diamanter og 1 mio. dollars i sedler. Der er også en mobiltelefon og en usb-stick i tasken.

Erin er nysgerrig af natur. Hjemme i England arbejder hun på en dokumentarfilm om fængslede forbrydere. Flyet var russisk og alene dén viden, ville få de fleste til tænke sig godt om og at indlevere vraggodset på den nærmeste politistation. Men så ville der naturligvis ikke være en spændende historie …

Men jeg havde lyst til at råbe: Lad nu vær’ med at tænde den telefon!!! Men selvfølgelig kan Erik ikke modstå fristelsen og tænder for mobilen. Hun modtager med det samme en sms på russisk og går i panik.

Fuck, fuck, fuck …

Mark og Erin skynder sig hjem til England. De opretter en konto i Schweitz til pengene og forsøger selv at sælge diamanterne. Men Erin bliver mere og mere paranoid. Hun er overbevist om at nogen er ude efter hende …

Da én af de dømte forbrydere, hun interviewer til sin dokumentar siger: “Hvis man har meldt sig til spillet, kan man ikke brokke sig over, hvis man taber”, går det op for Erin, at det er umuligt for hende at trække sig ud og stoppe. Hun er nødt til at gå hele vejen. Koste hvad det vil.

Hvor galt det hele ender, må du selv læse 🙂

Noget i vandet er forbavsende troværdig. Jeg giver den 5 uf af 6 stjerner, fordi den fik mig til at reagere og grine højt undervejs. Erin er både humoristisk, alvorlig og på gyngende grund.