Skammekrogen

Svenske Sofie Sarenbrandt gør alverdens dirigenter ære ved den helt geniale orkestrering, som hun gennem sine seneste 6 bøger har vist, at hun mestrer par excellence. Skammekrogen understrenger hendes flotte position i Nordic Noir-genren.

Denne gang møder vi en morder med en ufravigelig og gravalvorlig mission.

Sofie Sarenbrandt har udgivet to succesfulde serier; en med kriminalassistent Emma Sköld og en med kvinden Agnes, der frarøves sit nyfødte barn.

Skammekrogen er den nyeste udgivelse i serien om Emma Sköld og handler om en sag, hvor en teenagepige lægger sig på sporvognsskinnerne i en forstad til Stockholm. Et andet sted i Sverige ligger en mand levende begravet. Fælles for dem begge er, at ingen i deres familie kender noget til den katastrofe, der truer.

Knap så meget Emma. Langt mere handling

Emma er netop vendte tilbage til jobbet som kriminalassistent efter sin barsel med datteren Elli, som hun har fået med sin ekskæreste og tidligere kollega Thomas Nyhlén. På stationen bliver hun sat sammen med den meget yngre politiassistent, Krille.

I denne bog er der skruet op for handlingen og ned for Emmas privatliv, hvilket fungerede godt. Det var et morbidt og nervepirrende plot, der fortjente den plads, som Sarenbrandt gav den.

Vi lærer dog, at Thomas Nyhlén stadig ikke er sluppet af med sin nemesis; Madelaine, der kom mellem ham om Emma. Denne gang bryder hun tavsheden med en stor nyhed, der sender chokbølger gennem den nybagte alenefar.

Som altid tager den ene side hurtigt den anden. Sådan er det med Sarenbrandt; hendes bøger så spændende, at de er læst i løbet af få aftener – så gode er de simpelthen. Sproget er flydende og bogen er – som altid – medrivende fra start.

Bogens eneste minus er, at jeg godt kunne ønske mig, at vi havde udforsket morderens baggrund bare lidt mere. Det gik lidt for stærkt.

Skammekrogen får 4 ud af 6 stjerner.