MauraMurray

Min gode veninde ledte mig i retning af mysteriet om Maura Murray. Hun fortalte, at hun lyttede til en podcast, som var svært fascinerende på grund af sagens mange ubesvarede spørgsmål, blindgyder og konspirationsteorier.

Det var ikke en sag, jeg havde hørt om før. Derfor blev min interesse omgående vakt og jeg begyndte at google, for at se hvilken historie, der gemte sig bag navnet.

Jeg stødte på en dokumentar på TV 3’s gratis streamingtjeneste ‘Viafree’. Dokumentaren hedder The Disappearance of Maura Murray og er på 6 episoder.

Jeg slugte dem alle på én gang. Det var umuligt at stoppe. Desværre udløber serien om ganske få dage på Viafree.

Men podcasten finder du her.

Det viser sig, at sagen er en af de mest komplekse og mystiske forsvindingssager i nyere tid – og måske netop derfor er den blevet lidt af et internet fænomen, hvor amatørdetektiver fra hele verden bidrager med teorier om, hvad der skete med den 21-årige sygeplejerskeelev, dén aften i 2004, hvor hun kørte galt i et øde skovområde og forsvandt.

Det ene øjeblik var hun der, det næste var hun væk.

Selvmord, frosset ihjel eller kidnappet og myrdet?

Hendes forsvinden gav ingen mening for hendes familie og venner. Godt nok havde Murray haft private problemer, men slet ikke nok til at begå selvmord eller rejse sin vej, uden at sige farvel eller efterlade sig et brev.

På den anden side vidste ingen, hvorfor hun pludselig tog turen fra Massachusetts til den lille by Haverhill i New Hampshire, hvor hendes bil skred ud og forulykkede. Inden da havde hun hævet penge på sit creditcard og købt alkohol.

Uden et eneste spor

Tre vidner så Maura Murray stå ud af bilen. Hun blødte ikke og bilen var i god stand. Der blev ringet til politiet, som ankom kort efter. Ingen af vidnerne så herefter, hvad der blev af Murray.

Gik hun ind i skoven eller kørte hun med en af de forbipasserende biler? Hun forsvandt bare …

Fordi politiet stadig er på bar bund har den 21-åriges forsvinden udviklet sig til lidt af et True Crime-fænomen, hvor nysgerrige følgere gætter på alt lige fra kidnapning og mord, frysningsdød i skoven til selvmord.

Politiet indledte en eftersøgning i et stort område af den tætte skov. Først med sporhunde og siden med brug af lighunde. Færden standsede hver gang midt ude på vejen, hvor vidnerne sidst havde set Maura.

Journalist Maggie Freleng forsøger sammen med Art Roderick, der er tidligere US Marshal, at lave en tidslinje for Mauras færden – ligesom de interviewer de nøglepersoner, der har arbejdet med sagen de sidste 15 år.

Med lidt held kan det være, at du kan finde de 6 episoder på Youtube.

Lyst til at streame andre serier og dokumentarer? Så finder du en liste og en række anbefalinger lige her. God fornøjelse!