den tavse patient

Måske har du allerede hørt om The Silent Patient? Alex Michaelides debut er strøget ind på New York Times bestsellerliste og er foreløbigt solgt til udgivelse i 38 lande.

Nåh, ja – glemte jeg at sige, at Brad Pitts produktionsselskab lige har købt filmrettighederne?

Ret fornem debut. Men er bogen lige så fantastisk, spændende og gådefuld, som anmelderne påstår?

Det er den i hvert fald.

I mine øjne har The Silent Patient alt dét en overbevisende og troværdig psykologisk thriller behøver for at skille sig positivt ud på et allerede overfyldt marked.

Når man låner/køber en thriller, er det som regel i håb om, at blive chokeret på en ny måde. Et nyt twist man ikke så komme.

Forfattere i Michelides-klassen

I år har bøger som Rikke Dahls ‘Som om vi aldrig rigtigt fandtes‘, Ruth Wares ‘The turn of the key‘, Alex Norths ‘The whisper man‘, Alice Feeneys ‘I know who you are‘ og Renée Knights ‘Sekretæren‘ alle overrasket mig.

De har dét tilfælles, at de har så sofistikeret et plot, at mine hjerneceller kom på overarbejde.

Handlingen kort fortalt

Alicia Berenson er en succesfuld kunstner, der fører dagbog for at overbevise sin modefotograf-mand, Gabriel, om, at alt er fint. Selvom det tydeligvis er alt andet end.

Hun vil ikke bekymre ham. Alligevel skyder hun ham fem gange i ansigtet en aften – og er tavs fra dét sekund. Intet og ingen kan få hende til at røbe, hvorfor hun myrdede Gabriel.

Besat af sin patient

Psykoterapeuten Theo Faber er fascineret og besat af Alicias sag. Han søger et job på The Cove – en psykiatrisk klinik – for at komme til at tæt på hende – og er overbevist om, at netop han kan få hende til at tale.

Der varer ikke ret længe, inden Theo indleder sin egen efterforsking af Alicia og Gabriels liv – og finder ud af den chokerende sandhed om sin tavse patients motiv.

Du skal læse The Silent Patient, hvis du leder efter den bog, der holder dig oppe om natten og konstant beskæftiget med tankespind om dagen.

Boen er lånt på engelsk. Jeg ved ikke hvornår den bliver oversat og udgivet på dansk.

Den får 6 ud af 6 stjerner og min varmeste anbefaling.