watching you

Uh, hvor jeg altså bare elsker en god thriller! Jeg var så heldig, at falde over Lisa Jewells Watching You på biblioteket forleden og den er virkelig god! Den endte med at blive den pageturner, som jeg har gået og længtes efter.

Jewell har udviklet sit forfatterskab fra at komponere happy-go-luck-historier til fortællinger med et mere dystert udgangspunkt. Watching You blev en af de bøger, jeg bare ikke kunne lægge fra mig og brugte enhver undskyldning for at læse videre i.

En kvinde er stukket ihjel

Bogen starter med politiassistent Rose Peckhams indledende efterforskning af mordet på en kvinde. Hun er fundet dræbt som følge af adskillige knivstik. Og læserne tages nu med på en rejse i rejsen. For vi følger politiets efterforskning samtidig med, at vi får indblik i karakterernes private tanker og interaktioner på kryds og tværs.

Forvirret?

Historien handler kort fortalt om en række personer, der alle udspionerer hinanden. Hovedpersonen, den 27-årige Joey Mullen, er vendt hjem til Bristol efter at have festet og arbejdet på et hotel på Ibiza. Sammen med sin nye mand (Alfie) flytter hun ind til sin bror (Jack) og hans højgravide hustru (Rebecca).

Fatal attraction, my dear Watson

En dag støder Joey på sin midaldrende nabo (Tom Fitzpatrick), der er rektor på den lokale skole og efter en våd nat i byen bliver hun vildt tiltrukket af ham. Men Tom gør det klart, at han ikke ønsker at svigte sin hustru Nicola.

Men, Joey er jo en flot pige … så …

I bogen møder vi også Toms søn Freddie, der elsker at tage billeder af kønne piger, som han photoshopper over på sexede kroppe hjemme på teenageværelset. Ret creepy.

Fra sit vindue holder Freddie øje med nabopigen Jenna Tripp, som bor sammen med sin psykisk ustabile mor. Moren forfølger Tom rundt i nabolaget – og er besat af tanken om, at han stalker hende.

Det lyder bizart. Men tror mig, bogen er rigtig god!

Vurdering

Jeg gennemskuede ikke historiens elegante twist før end den var læst færdig. Det er en virkelig god egenskab! For det værste jeg ved, er, når plottet er for nemt – og man på side 10 kan forudse resten af historien.

Dog gennemskuede jeg, hvem gerningsmanden var, midtvejs i bogen. Men det gjorde ikke noget, fordi Lisa Jewell havde komponeret sin historie så utrolig fint, at afsløringen faktisk bare bidrog positivt til læseoplevelsen i sidste halvdel.

Hvis jeg skal nævne noget, der kunne gøres bedre, er det karakterbeskrivelserne. I både Joey og Jennas tilfælde længtes jeg efter, at komme lidt mere ned i materien på dem. Hvorfor kæmper Joey med at acceptere sig selv og stejler ved tanken om konformitet? Og hvorfor er Jenna så optaget af alt, hvad hun spiser? Hun forsøger ihærdigt at kontrollere alt omkring sig, mens hendes mor er ved at falde fra hinanden. Det gad jeg godt have læst lidt mere om.

Jeg læste bogen nonstop og jeg er MEGET nem at distrahere, så der skal virkelig en solid historie til at fastholde mig. Og det kunne Watching You så sandeligt!

Hvis jeg udelte stjerner, vil jeg give bogen 5/6 stjerner.

Følg Lisa Jewell på Facebook: https://www.facebook.com/LisaJewellofficial/