whisper network

Wow, Chandler Barker har skrevet Whisper Network, der fik mig til at ønske, at der var sol på vejrudsigten, så jeg kunne ligge på stranden med bogen! Denne feministiske thriller er nemlig let, spændende og ikke mindst samtidsrelevant.

Hvis du har lidt år på bagen, kan du måske huske komedien ‘Nine to five’ fra 1980 med Dolly Parton, Lily Tomlin og Jane Fonda i hovedrollerne. De tre kollegaer besluttede sig for at tage deres sexistiske chef under kærlig behandling, så han kunne indse, hvad han havde gjort. Tilsæt en portion krimi og en hel del #metoo-bevægelse … og voila; Whisper Network er født.

Hvis bare du havde lyttet til os, så var intet af dette sket

Citat fra bogens prolog

En chef der forpester tilværelsen

I bogen følger vi kvinderne Sloane, Ardie, Grace og Rosalita, som har arbejdet for sportsgiganten Truviv i årevis. Virksomhedens direktør er netop gået bort – og alt tyder på, at deres chef Ames Garrett bliver udpeget som den nye CEO.

Hver af de fire kvinder har en sørgelig historik med Ames, der er velkendt for at behandle kvindelige ansatte frygteligt.

Der hviskes heftigt på kontoret. Men det bliver kun ved dét. Ingen af dem i toppen gør noget. Alting bliver afvist og fortiet af dem, der har magten til at ændre på situationen. Ledelsesgangen er som en stort omklædningsrum for kammerater, der skiftes til at få forfremmelser på bekostning af kvindernes dygtighed og pletfrie indsats.

Dét var dråben

Da Sloane og Co. opdager, at Ames har udset sig et nyt offer, ser de rødt. Alt for meget vrede over årene har akkumuleret sig og er uigenkaldelig spundet ud af kontrol. Nu skal sexismen, misbruget, løgnene og overgrebene stoppes.

Der cirkulerer en anonym, hemmelig liste over BAD men i byen (BAD står for Beware of Asshole Dallas Men). Her står mændenes navn rangordnet sammen med deres nedværdigende gerninger mod kvinder.

Sloane skriver Ames navn på, for at advare byens kvinder. Men det skulle hun aldrig have gjort …

Resten må du selvfølgelig selv læse – og jeg garanterer dig, at du både bliver underholdt og forarget undervejs.

Forfatteren Chandler Baker var tidligere ansat som advokat for et stort sportsfirma i Dallas. Mon ikke hun har ladet fortiden inspirere?

Bogen får 4 ud af 6 stjerner.

Har du lyst til at læse en anden god krimi? Så kunne du med fordel kaste dig over I Know Who You Are.